torsdag den 17. juli 2014

Efterskrift - Lidt ekstra information og links til det store Internet

Meget kort sagt: Lissabon er en oplevelse, - og en af de gode.
Læs min dagbog, - men start forfra. Dette er en blog og her står det sidst ankomne altid forrest. Find starten her.

Nå, - men hvad specielt er der ved Lissabon. Tre ting: Arkitekturen, maden og vejret.

Arkitekturen.
Deres kolonitid præger dem. Der er store pladser med statuer af hvem som helst i den portugisiske historie. De har en særlig mani med at klistre kakler op af husmurene i stedet for at male dem. Det gør de nu også, men så kun i gult eller lyserødt. Undtagelsesvis i lysegrønt eller lyseblåt.


Maden
Det kan siges med et enkelt ord: Fisk! God fisk! Kan du ikke lide fisk, så går du glip af noget.
Vejret
Vejret er godt. Selv i juli, hvor vi var der. Der var varmt, også efter portugisiske forhold, men bestemt udholdeligt. Der er altid en vind til at køle. Kommer du ud til Atlanterhavet, så er vinden kraftig!! Nåh ja, - så er der lige det med badevandet. Kort sagt: Det er pissekoldt. Det tager lang tid at varme Atlanterhavet op.


Her er så nogle links, som jeg mener måske kan være til nytte
Kort over Lissabon http://bit.ly/mapoflissabon
Portugals officielle smagerum i hjertet af Lissabon http://bit.ly/winetastingofportugal
Vort Hotel, Hotel Lisboa http://www.hotellisboa.com.pt/
Sardiner på dåse http://conserveiradelisboa.pt/
Bedste vinhandler: Napoleao http://www.napoleao.co.pt/ccln/index.php
Portvinsbar. Lige over for sardinerne på dåse http://portowinebar.amawebs.com/
Slottet Pena i Sintra http://bit.ly/palacionationaldapena
Coba da Roca, pynten mod vest http://bit.ly/1l7juuC

Tirsdag, den 15. juli 2014 - hjemrejse


Måske er der ikke så meget at fortælle om en hjemtur fra en ferie, hvis den bare går glat. Det gjorde vores måske, - bortset fra et lille tilfælde i lufthavnen i Lissabon. Vi var begyndt at vende os til at blive opgraderet, så vi tænkte, at det måske kunne være meget rart med lidt ekstra benplads og at sidde foran i flyet. For 20€ hver, kunne vi få sådan et sæde. Da vi så lavede manuel checkin i lufthavnen, bestilte vi de gode sæder. Terminalen påstod så, at vi ikke havde betalt for bagagen, da den skulle checkes ind, så den måtte vi også betale for. Øv, - tænkte vi. Nu skulle vi klage til Spies endnu engang. Vi satte mit  Eurokortet i maskinen, men den ville ikke acceptere mit kort. Heller ikke Sonjas. Vi bad terminalen fortsætte og den skrev et boardingpas ud til os hver, med de ønskede sæder. Hmmm, - mærkeligt. Ved bagageindleveringen var der ingen spørgsmål om bagagen, så nu var det bare hjemad.

Schippol gider jeg ikke skrive om og bilturen fra Billund gider jeg heller ikke skrive om.
Der var dejligt at komme hjem. Klokken var vel 19.30 og Hanne havde lavet en dejlig tærte til os.
Det er rart at være gæst,
men hjemme er bedst!


PS. I dag (16. juli) hørte jeg på TV2-News, at NETS havde haft udfald netop på det tidspunkt, hvor vort kort skulle godkendes. Måske får vi endnu en opgradering gratis. Eller er KLM så smarte, at de trækker beløbet senere. Jeg holder i hvert fald øje med kontoudskrifterne.

onsdag den 16. juli 2014

Mandag, den 14. juli 2014 - Indkøb

Jeg ville ikke med til marked nede i byen, så jeg blev en times tid på værelset for at pleje dig, - min kære læser. Jeg havde dog også et par indkøb at foretage inden vi tager hjem til Danmark. Ikke overraskende måske, så ville jeg have nogle flasker portvin med hjem. Almindelig vin vil jeg se om ikke jeg kan finde i Danmark og jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg skal gå efter. Først dog sardiner på dåse. Det er stort her. En forretning har specialiseret sig i fisk på dåse og man får sit indkøb pakket pænt ind i papir og snor med sløjfe. Meget tæt ved er der en meget traditionel vinhandler, som har virket i flere generationer. Man kunne få smagsprøver på portvinen, så det måtte jeg også prøve. Det blev til tre forskellige portvine. Almindelige vine kunne man ikke smage.
Jeg var egentlig på vej hjem til værelset, da det slog mig, at der på den store plads nede ved floden var et smagelokale etableret af Den Portugisiske Vinforening. Et meget fint og airconditioneret lokale. Der var ikke mange mennesker derinde. Man køber et kort med en chip i og fylder så penge på kortet. Der er så automater, - én med hvide/grønne vine og en med røde. Jeg fyldte godt på kortet og gik i gang. Den første var en grøn vin, Vinho Verde. Det er en hvidvin med ganske små og få perler. Dejlig vin. Det var de alle, uden undtagelse, så det nævner jeg ikke mere.
Alle vinene er produceret på portugisiske druer. Der er omkring 250 forskellige druesorter, så der er nok at tage af. Vinene er næsten altid en blanding af to til fire forskellige druer, - igen både grønne, hvide og røde. De grønne og hvide vine havde meget forskellige udtryk; lette, krydrede, bløde og frugtagtige. Gå endelig i gang med hvide portugisiske vine. Så kom jeg til de røde. Igen meget forskellige udtryk. Meget drikbare nu, - men nogle af dem var også mellem fem og ti år. En medhjælper forklarede lidt om vinene.
De har alle, næsten uden undtagelse, ligget på egetræsfade, men man mærkede ikke den traditionelle vaniljesmag. Det havde bare givet dem karakter og fjernet en del af garvesyren. De mange forskellige druer og distrikter giver en helt utrolig variation. Jeg skal virkelig til at dyrke de portugisiske vine, når jeg kommer hjem.
Jeg havde løbende SMSet med Sonja, så vi aftalte mødes i lejligheden med vore indkøb og slappe lidt af. Det var godt nok lidt tidligere en sædvanligt, men vi ville prøve om ikke vi kunne finde borgen Castillo da Sao Jorge denne gang.
Den blev først bygget af mauerne (arabere) og senere udvidet af portugiserne. Der var dejligt køligt på borgen, blandt andet på grund af vinden. Sikke dog en udsigt. Selvom noget af borgen var faldet sammen, var det næsten umuligt ikke at fylde kameraet med billeder.
Vi gik meget rundt og nød det, men til sidst meldte sulten sig og vi gik ned til stoppestedet. Der ligger en fin lille restaurant med udsigt og et stort blomstrende bourgonvillatræ, byen og floden. Vi fik begge suppe til forret, min selvfølgelig med skaldyr og Sonja en kartoffelsuppe med grønt, - vist nok spinat. Hovedretten var en grillet fisk. Jeg har glemt, hvad min hedder, men Sonja fik søtunge. Jeg smagte den. Husk at bestille søtunge, når du kommer til Portugal.
Vi ville ned til avenuen og have kaffe, men der var støj fra moderne musik, så vi købte en kop kaffe i restauranten på vort eget hotel og gik så tidligt i seng.

mandag den 14. juli 2014

Søndag, den 13. juli 2014 - Sejltur

Kære læser, hvis du føler dig lidt udmattet af at læse om alt, hvad vi oplever, så tænk lige på mig, der skal halse efter min rejseledsager, der utrættelig finder på nye seværdigheder. Denne morgen sagde min krop stop. Jeg var træt. Jeg havde sovet udmærket, men jeg var træt. Hun fik lov at tage af sted selv, mens jeg slappede af på sofaen, - bl.a. ved at skrive denne dagbog. Da jeg var ved at få pusten igen, gik jeg stille og roligt ned ad Av. da Liberdade (hovedstrøjet). Der var en stejl sporvognsspor, jeg lige skulle udforske.

Den var åbenbart stoppet, - måske midlertidigt, for sporvognene holdt parkeret halvvejs oppe. Der var malet meget fine graffitibilleder på væggen derop. En af dem kunne jeg genkende. Den fejrede 40 året for nellikerevolutionen i Portugal. De væltede den fascistiske diktator og indførte demokrati. De genindførte ikke monarkiet, som i Spanien, som også næsten samtidig indførte demokrati, men med kongedømmet, som begrænsning. Det var vel det Iberiske forår, som også gik meget bedre end det senere arabiske forår.
Jeg fortsatte opad. Der er trapper mange steder og jeg traskede også langsomt ned ad de gamle gader. De er ikke særlig maleriske og giver indtryk af fattigdom.

Nede i turistgaderne er der anderledes liv. Jeg satte mig for at spise frokost og vente på Sonja. .
Vi ville sejle en rundtur på floden for at se byen derfra og slappe lidt af på den forhåbentlig mere kølige flod. Der er en på 1½ time og en på 2½ time. Den sidste gik kort efter vi kom ned til havnen, så den tog vi. Det var rigtig fint.
Vi kom helt ud til broen, som de påstår er Europas længste bro. Den er flot, - men om den er længere en Storebæltsbroen, kan jeg ikke sige. Den starter i den meget moderne del af Lissabon, hvor der også går gondoler fra den ene del til den anden, vel og mærke i samme højder. Det var måske over vand, det kunne jeg ikke se, - men alligevel. Vi fik set alle monumenterne, vi havde set de andre dage, nu bare fra vandsiden
Det var aftenen for VM-finalen, så der var ikke nogen vej udenom. Det skulle vi se. Vi fandt hurtigt ned restauranten, hvor vi havde set Holland mod Argentina. Den havde det bedste mad og en god skærm. Der var tyskere omkring, men det var tydeligt, at portugiserne holdt med Argentinerne. Det er nu godt, at VM er slut. Så sjovt er det nu heller ikke. Vi trissede hjem i seng.

Lørdag, den 12. juli 2014 - Biltur










Når man har lejet bil, skal man jo have noget ud af dagen, så det var med at komme afsted. Vi kørte kl. 9:30 mod Sintra, én af Portugals store turistattraktionner. Det ligger ikke mere en en halv times kørsel fra hotellet. HC Andersen tilbragte en sommer her og det forstår man godt. Der ligger slotte og borge spredt ud på bakketoppene omkring byen. Sikkert en inspiration til et eventyr. Især et ligner et eventyrslot. Det hedder Pena.
Det ligger lige over byen, men vi parkerede heldigvis nede i byen, for turen derop er meget krøllet. Der går en rundtursbus, som stopper deroppe, så den hoppede vi på. Jeg havde lige glemt, at man selvfølgelig ikke kan komme ind uden at betale entre og det skabte en lang og langsom kø. Det tog evigheder, at ekspedere hver kunde, men det lykkedes da til sidst at komme ind. Man skal gå en lille tur op til slottet, men så viser der sig og et væld af mure, tårne og en fantastisk udsigt, - bl.a. helt ud til Atlanterhavet. Væggene er malet i de traditionelle portugisiske farver, sandgul og lyserød.
Man kunne sikkert nok få mere tid til at gå med at se interiøret, som skulle være noget mærkværdig, men vi havde mere lyst til at køre ud til det europæiske kontinents vestligste punkt, Coba da Roca.
Endnu en snoet tur. Der ligger selvfølgelig et fyr derude og så har man også stillet et kors op på en søjle. Man kunne fint have nøjedes med søjlen, men her i syden bruger man enhver lejlighed til at udstille torturinstrumentet, der dræbte Jesus. ”Der blæste en vældig vind, der ude fra vest”. Næsten en storm ude på pynten. Man fryser ikke, men man sveder heller ikke. Der er langt ned og det er en meget forrevet kyst, som tager imod bølgerne ude fra Atlanterhavet, men det er også meget fotogent, så kameraerne blev brugt flittigt.
Sonja havde købt et par sandwich til frokost og dem kunne vi indtage i læ af en lav mur med udsigt ud over klipper og hav. Den bedste frokostudsigt, jeg måske nogensinde har haft.
Vi kiggede os lidt mere omkring, men så ville vi også længere ned af kysten til bade- og feriebyen Cascais. Vi ville dase lidt på stranden og bade i Atlanterhavet ind imellem. På vejen kom vi forbi en strand med rødt flag. Det betyder, at det er forbudt at bade, men der var alligevel mange mennesker. Det var en berømt surferstrand, men nogle kom også bare for at blive kølet af vinden.
Cascais ligner Cannes i Frankrig til en forveksling, - måske ikke helt så mange og helt så store lystbåde, men små strande imellem klipperne og gade og promenade langs kysten. Der var selvfølgelig hård kamp om parkeringspladserne, men vi var heldige, så vi kom hurtig ned til en strand. 
Der var tæt af mennesker, en del fra de tidligere portugisiske kolonier i Afrika, kunne vi se på hudfarven. De var unge og drengene spillede fodbold eller bare tumlede rundt på stranden. Pigerne var ikke stofmisbrugere. De havde tydeligvis fået inspiration til strandtøjet fra Brasilien.
Jeg ville straks ud og bade og svømme lidt rundt, men det blev en kort tur. Vandet er pissekoldt. Tavlen sagde 19 grader, men det virkede som var det lige over frysepunktet. Der var nu heller ikke mange i vandet. Jeg så da også en fyr senere, som rystede af kulde over hele kroppen. Vi var der vel en times tid, så ville vi begge hjem på værelset. Jeg ville skrive lidt og vi ville begge lige have skyllet sand og salt af kroppen inden vi skulle ud at spise.
I morges var det gået op for mig, at jeg havde glemt posen med T-shirt og glas i Hard Rock Café i aftes. Vi kunne da spørge, om de havde den ellers måtte jeg jo punge op en gang til. Jeg kom ind i butikken og fyren fra i går var der igen. Da jeg spurgte ham, kiggede han på mig og sagde ”Yes, my friend. Of course”. Han dinglede lidt med hænderne, mens han vimsede over til et andet bord og tog min pose frem. ”Are you Jens”, hvilket jeg bekræftede og han gav mig posen. ”Have a nice day and take care” sagde han og gav mig et venligt klap på skulderen. Jeg kunne gå ud i solen med min pose. Jeg grinede højlydt, for så meget bøsse, havde jeg ikke set længe og sagde til Sonja, at ham måtte hun opleve.

Vi skulle se semifinale i fodbold mellem Holland og Brasilien, så det var med at finde et bord med udsigt til en skærm. Det er nu ikke så svært i disse VM-tider. Alle, eller næsten alle, har det. Vi lod os lokke ind på en restaurant, hvor vi kunne side tæt på TV-skærmen. Jeg ville have grillede rejer til forret, men tjeneren foreslog nogle andre som han mente var bedre. Det var de sikkert også, de var større og de havde stadig tøj på, så jeg blev godt fedtet til. Jeg lod også tjeneren vælge vin, men han kom alligevel med en anden, som han syntes, jeg skulle prøve. Den var faktisk også ret god. Der er måske ikke den store finesse i portugisisk vin, men de er udmærkede. Vi bestilte begge kød til hovedret, men det var bestemt ikke godt. Sonja fik en ”kogt” kalvesnitsel, og min virkede bestemt heller ikke ordentlig grillet. Jeg spurgte efter lidt ost til det sidste rødvin, men det virker ikke som om Portugal er et stort osteland, så han foreslog en gedeost med banan. Han påstod, at det var typisk portugisisk. Det var ikke helt tosset, selvom jeg nok kunne finde en anden frugt, der ville være bedre, - fersken eller pære. Så var denne dag vist også færdig.

lørdag den 12. juli 2014

11. juli 2014 – Dagsbillet

Det kan faktisk godt betale sig at købe en dagsbillet til de offentlige transportmidler. 3 Euro pr. person pr. dag. Så det gjorde vi, for vi ville op på den østlige høj og se slottet. Sporvogn 28 går derop. Ja, men hvilket stop skal man hoppe af ved. Et tip: Følg pøblen, men pas på! Pøblen ved måske heller ikke hvor slottet er, så der stod pludselig et halvt hundrede mennesker på et torv og kiggede sig forvildet omkring. Man skal altså ikke altid følge pøblen, så vi gik derud af. Fulgte sporvejsskinnerne, men på et tidspunkt spurgte jeg en lokal om vej og han pegede bare tilbage hvor vi kom fra og sagde ”Følg skinnerne”. Så vi kom tilbage hvor vi var læsset af. Ved at have kigget os lidt omkring, gik det op for os, at vi var ved kirken eller klosteret på bakken og ikke borgen.

Der var ret fyldt, så mens vi ventede på bord, købte jeg den obligatoriske sorte T-shirt og en shot-glas til Lasse Lyager. Indenfor hang der som sædvanlig guitarer fra rockheltene, men en jakke fra Justin Timberlake vagte mest opmærksomhed hos min rejsepartner. Jeg fik en Ceasers Salat til forret. Det kan de bare på Hard Rock Café. Bagefter fik Sonja en Club Sandwich og jeg en ”Local Legendary”. Den skulle have lidt lokal præg, men det kunne jeg ikke helt bestemme. Måske spejlægget eller krydderierne.

Udsigten var sådan set udmærket, men vi var rent ud sagt forvirrede. På trods af kort og GPS kunne vi ikke forstå det. Vi tog så sporvognen ned igen og da gik det op for os, at vi skulle have stået af på en plads med meget fin udsigt og så gået resten af vejen op til borgen. Det må blive senere for nu ville vi sejle over til den store Jesusfigur på den anden side af floden. Vi trissede afsted i sporvognen. Jeg må nok anbefale nyrebælte til fremtidige gæster på disse sporvogne. Harley Davidson ejere vil kende fornemmelsen af at få rystet nyren løs. Vi stod for sent af, men heldigvis på en bakke, så det gik nedad til vandet. Næsten nede fandt vi en lille gade, som havde et par restauranter, der kunne servere lidt frokost. Desværre kunne hun ikke servere, hvad der blev bestilt. Sonja bestilte Spagetti Boulonaise og jeg Klipfisk (Nationalret). Jeg fik hvad jeg bestilte, men Sonja fik blæksprutteringe. Det måtte hun så spise. Det var en lang gåtur hen til havnen, hvorfra man kunne sejle over til den anden side af floden, men sejlturen var hurtig. På den anden side tager man bus 101 op til figuren.
Den er altså imponerende. Bygget af nogle biskopper efter anden verdenskrig, som tak til Gud for at have stoppet blodsudgydelserne. Kunne han så ikke bare have stoppet Hitler i 1933. Nå, man tager så en elevator op til Jesus’s fødder. Her er udsigten bare fantastisk ud mod Lissabon. Specielt broen, som går helt tæt ved statuen. Lyden fra trafikken er overraskende høj. Jesus må være træt af trafikken.
Nu var det vist slut med turistture for i dag, så vi tog tilbage til hotellet. Vi tog Metroen fra havnen og stod af ved parken. Den er aflang og går skråt op fra byen. I den nederste del har man sat et kæmpe TV-skærm op, så portugiserne kan følge verdensmesterskabet i Brasilien.
Vi slappede af i lejligheden og fik vasket sveden af kroppen og traskede så ned til Hard Rock Café, som ligger lige lidt nede ad gaden.

På vejen hjem stødte vi på nogle unge mennesker, der dansede pardans til insisterende sydamerikanske rytmer. De var rigtig gode til det og jeg fik næsten lyst til at komme ud på dansegulvet, - men det gik nok ikke. Vi havde bestilt bil til i morgen, så vi skulle hjem og sove.

fredag den 11. juli 2014

10. juli 2014 - Postkortbillederne tager sig selv

Da jeg vekslede til nogle euro i banken, sagde pigen bag disken, at vi bestemt skulle tage til Belem. Det er vist nok den oprindelige havn til Lissabon. ” Her tager postkortbillederne sig selv”, sagde hun. Vi skulle tage sporvogn 15 derud, men problemet er at finde ud af hvorfra. Den har et stop på ???, men ikke ret tit, kunne det tyde på. Vi ventede i hvert fald meget lang tid, - måske 15 – 20 minutter i 30 graders varme. Da den så kom var den næsten fuld, og vi kunne kun lige komme ind. Der stod vi så i de næste 20 min. I en togvogn, så fyldt, at selv en japaner i Tokios undergrund ville have fået klaustrofobi. Vi holdt ud og forsatte helt ud til Torre de Belim.
Det er et praletårn bygget af en portugisisk konge for at hilse de søfarende velkommen hjem fra kolonierne. Det er meget fotogent, så jeg fik fyldt et par MB på kortet i fotoapparat.
Vi traskede hen langs vandet til en kæmpe statue som er rejst for de søfarende og opdagelsesrejsende. Vasco de Gama skulle også være blandt dem. Ret imponerende. Lige overfor, på den anden side af jernbanen og vejen ligger et kæmpe museum for moderne kunst, - bygget og betalt af en milliardær, som hedder Berado. Vi var sultene og tørstige, så vi fandt et cafeteria i museet. Ganske udmærket, skulle jeg hilse og sige. Jeg fik blæksprutter. Efter frokosten gik vi langs det, som Sonja konsekvent kaldte ”monsteret”, men som et kloster og en kirke (Monestry). Ikke langt derfra ligger bageriet, som har den hemmelige opskrift på Pasties de Belem: Portugals nationalkage. Det måtte vi selvfølgelig prøve. Kagen smager himmelsk. Det er en slags butterdej med Creme Brüllie. Nu var vore bene ved at være trætte og vi svedte bravt. Vi ville med 15’eren hjem. Jeg havde dog fantaseret om at tage en taxa for at slippe for trængslen i sporvognen, men ”vi skulle jo ikke med så mange stop, som herud”, som min rejseleder sagde. Det måtte jeg acceptere og vi trillede derind ad i en overfyldt og meget varm sporvogn. Pludselig standsede den og konduktøren proklamerede ”Finish”. Vi var under den store bro og ikke engang halvvejs. Så fik jeg min vilje og vi hyrede en taxa. Han drønede derindad og jeg var allerede ved at glæde mig til badet og den kolde øl på værelset. Så måtte vi køre en omvej pga. kø, men så havnede vi i endnu en kø. Nogle veje var spærret og det havde selvfølgelig stoppet trafikken. Vi sad lidt i taxaen og kiggede, men til sidst gav vi chaufføren 10 euro og gik.
Lidt derfra stødte vi på en kæmpe demonstration for arbejde og 35 timers arbejdsuge. Det havde lukket hele den indre by. Stoppet sporvognen og taxaen, men givet liv i gadebilledet. Det var tydeligvis helt almindelige mennesker, der demonstrerede. De var sikkert blevet arbejdsløse pga. finanskrisen og var nu prisgivet til kapitalismens nåde. Og den er der vist ikke meget af der. Gadebilledet er fyldt med fattige, krøblinger og mennesker fra de tidligere kolonier. De søger almisse, for de får ikke hjælp fra samfundet. De ligger på trappen til de store modehuse, hvor en stump tøj kan koste 15.000 kr. Jeg er vist social indigneret, som det hed i 70’erne. Jeg så en graffiti, hvor én havde skrevet:
Real eyes
Realise
Real lies

Vi gik en omvej hjem og jeg fik mit bad og min øl. Her er der også bøvl med WiFi. Hvorfor kan hoteller og andre ikke bare få det til at virke. Derfor måtte du vente på denne dagbog.

Efter hvilet gik vi ned til elevatoren, som er bygget af en elev til Eiffel. Det kan man godt se. En stålkonstruktion i stil med Eiffeltårnet, men selvfølgelig ikke så høj. Den flytter os op til niveauet ovenover, så man ikke skal gå op ad bakken. Øverst oppe er der en fantastisk udsigt til borgen og byen i det hele taget. Nu begynder aftensulten at melde sig. Vi har udset et kvarter heroppe, som stedet at spise. Vi så det i går, hvor der hang guirlander hen over vejen og der var små borde sat ud på vejen, ligesom i Parises latinerkvarter. Vi faldt ind på en restaurant kaldet Sinal Vermelho. Det viste sig senere, at den står omtalt i ”Turen går til Lissabon” og vi kan også anbefale den. Jeg fik en forret: Grillede ansjoser. Der var to, hver så store som sild. De kom ind på tallerkene med skind og ben. De smagte bare fantastisk. Det er vel noget af det bedste grillfisk, jeg nogensinde har fået. Hovedretten var ”Callamares”, - dvs. blæksprutte. Igen fantastisk. Sonja fik en torskefisk. Hun havde ikke fået forret, så hun fortjente en dessert. Tre forskellige portugisiske desserter. Jeg smagte lidt af hver af dem!! Der var noget der lignede Creme Brullie, en risbudding med kanel og den sidste en noget ubestemmelig mælkedessert, men de smagte fantastisk hver af dem. Der var også en hvidvin til maden. Det blev en Cabriz, Dao Encruzado. Det sidste er druenavnet. Han anbefalede ellers en Chardonney, men befri mig for Chardonnay og Cabernet Sauvignon helvedet, når jeg ikke er i Frankrig. Jeg vil have nationale druer, - basta. Og det var denne og den smagte dejligt. Da vi ville hjem, var klokken vel 22 og folk stod i kø for at spise på restauranten. Det er vel også en slags anbefaling og måske den bedste. Vi ville hjem.

Det kan være ret svært at finde rundt i Lissabon, men vi ramte ”vores vej” og så var det bare derud ad. Vi havde brugt alle resourcer, så det var bare i seng. Godnat.