Når man har lejet bil, skal man jo have noget ud af dagen, så det var med at komme afsted. Vi kørte kl. 9:30 mod Sintra, én af Portugals store turistattraktionner. Det ligger ikke mere en en halv times kørsel fra hotellet. HC Andersen tilbragte en sommer her og det forstår man godt. Der ligger slotte og borge spredt ud på bakketoppene omkring byen. Sikkert en inspiration til et eventyr. Især et ligner et eventyrslot. Det hedder Pena.
Det ligger lige over byen, men vi parkerede heldigvis nede i byen, for turen derop er meget krøllet. Der går en rundtursbus, som stopper deroppe, så den hoppede vi på. Jeg havde lige glemt, at man selvfølgelig ikke kan komme ind uden at betale entre og det skabte en lang og langsom kø. Det tog evigheder, at ekspedere hver kunde, men det lykkedes da til sidst at komme ind. Man skal gå en lille tur op til slottet, men så viser der sig og et væld af mure, tårne og en fantastisk udsigt, - bl.a. helt ud til Atlanterhavet. Væggene er malet i de traditionelle portugisiske farver, sandgul og lyserød.
Man kunne sikkert nok få mere tid til at gå med at se interiøret, som skulle være noget mærkværdig, men vi havde mere lyst til at køre ud til det europæiske kontinents vestligste punkt, Coba da Roca.
Endnu en snoet tur. Der ligger selvfølgelig et fyr derude og så har man også stillet et kors op på en søjle. Man kunne fint have nøjedes med søjlen, men her i syden bruger man enhver lejlighed til at udstille torturinstrumentet, der dræbte Jesus. ”Der blæste en vældig vind, der ude fra vest”. Næsten en storm ude på pynten. Man fryser ikke, men man sveder heller ikke. Der er langt ned og det er en meget forrevet kyst, som tager imod bølgerne ude fra Atlanterhavet, men det er også meget fotogent, så kameraerne blev brugt flittigt.
Sonja havde købt et par sandwich til frokost og dem kunne vi indtage i læ af en lav mur med udsigt ud over klipper og hav. Den bedste frokostudsigt, jeg måske nogensinde har haft.
Vi kiggede os lidt mere omkring, men så ville vi også længere ned af kysten til bade- og feriebyen Cascais. Vi ville dase lidt på stranden og bade i Atlanterhavet ind imellem. På vejen kom vi forbi en strand med rødt flag. Det betyder, at det er forbudt at bade, men der var alligevel mange mennesker. Det var en berømt surferstrand, men nogle kom også bare for at blive kølet af vinden.
Cascais ligner Cannes i Frankrig til en forveksling, - måske ikke helt så mange og helt så store lystbåde, men små strande imellem klipperne og gade og promenade langs kysten. Der var selvfølgelig hård kamp om parkeringspladserne, men vi var heldige, så vi kom hurtig ned til en strand.
Der var tæt af mennesker, en del fra de tidligere portugisiske kolonier i Afrika, kunne vi se på hudfarven. De var unge og drengene spillede fodbold eller bare tumlede rundt på stranden. Pigerne var ikke stofmisbrugere. De havde tydeligvis fået inspiration til strandtøjet fra Brasilien.
Jeg ville straks ud og bade og svømme lidt rundt, men det blev en kort tur. Vandet er pissekoldt. Tavlen sagde 19 grader, men det virkede som var det lige over frysepunktet. Der var nu heller ikke mange i vandet. Jeg så da også en fyr senere, som rystede af kulde over hele kroppen. Vi var der vel en times tid, så ville vi begge hjem på værelset. Jeg ville skrive lidt og vi ville begge lige have skyllet sand og salt af kroppen inden vi skulle ud at spise.
I morges var det gået op for mig, at jeg havde glemt posen med T-shirt og glas i Hard Rock Café i aftes. Vi kunne da spørge, om de havde den ellers måtte jeg jo punge op en gang til. Jeg kom ind i butikken og fyren fra i går var der igen. Da jeg spurgte ham, kiggede han på mig og sagde ”Yes, my friend. Of course”. Han dinglede lidt med hænderne, mens han vimsede over til et andet bord og tog min pose frem. ”Are you Jens”, hvilket jeg bekræftede og han gav mig posen. ”Have a nice day and take care” sagde han og gav mig et venligt klap på skulderen. Jeg kunne gå ud i solen med min pose. Jeg grinede højlydt, for så meget bøsse, havde jeg ikke set længe og sagde til Sonja, at ham måtte hun opleve.
Vi skulle se semifinale i fodbold mellem Holland og Brasilien, så det var med at finde et bord med udsigt til en skærm. Det er nu ikke så svært i disse VM-tider. Alle, eller næsten alle, har det. Vi lod os lokke ind på en restaurant, hvor vi kunne side tæt på TV-skærmen. Jeg ville have grillede rejer til forret, men tjeneren foreslog nogle andre som han mente var bedre. Det var de sikkert også, de var større og de havde stadig tøj på, så jeg blev godt fedtet til. Jeg lod også tjeneren vælge vin, men han kom alligevel med en anden, som han syntes, jeg skulle prøve. Den var faktisk også ret god. Der er måske ikke den store finesse i portugisisk vin, men de er udmærkede. Vi bestilte begge kød til hovedret, men det var bestemt ikke godt. Sonja fik en ”kogt” kalvesnitsel, og min virkede bestemt heller ikke ordentlig grillet. Jeg spurgte efter lidt ost til det sidste rødvin, men det virker ikke som om Portugal er et stort osteland, så han foreslog en gedeost med banan. Han påstod, at det var typisk portugisisk. Det var ikke helt tosset, selvom jeg nok kunne finde en anden frugt, der ville være bedre, - fersken eller pære. Så var denne dag vist også færdig.
