10. juli 2014 - Postkortbillederne tager sig selv

Da jeg vekslede til nogle euro i banken, sagde pigen bag disken, at vi bestemt skulle tage til Belem. Det er vist nok den oprindelige havn til Lissabon. ” Her tager postkortbillederne sig selv”, sagde hun. Vi skulle tage sporvogn 15 derud, men problemet er at finde ud af hvorfra. Den har et stop på ???, men ikke ret tit, kunne det tyde på. Vi ventede i hvert fald meget lang tid, - måske 15 – 20 minutter i 30 graders varme. Da den så kom var den næsten fuld, og vi kunne kun lige komme ind. Der stod vi så i de næste 20 min. I en togvogn, så fyldt, at selv en japaner i Tokios undergrund ville have fået klaustrofobi. Vi holdt ud og forsatte helt ud til Torre de Belim.

Det er et praletårn bygget af en portugisisk konge for at hilse de søfarende velkommen hjem fra kolonierne. Det er meget fotogent, så jeg fik fyldt et par MB på kortet i fotoapparat.

Vi traskede hen langs vandet til en kæmpe statue som er rejst for de søfarende og opdagelsesrejsende. Vasco de Gama skulle også være blandt dem. Ret imponerende. Lige overfor, på den anden side af jernbanen og vejen ligger et kæmpe museum for moderne kunst, - bygget og betalt af en milliardær, som hedder Berado. Vi var sultene og tørstige, så vi fandt et cafeteria i museet. Ganske udmærket, skulle jeg hilse og sige. Jeg fik blæksprutter. Efter frokosten gik vi langs det, som Sonja konsekvent kaldte ”monsteret”, men som et kloster og en kirke (Monestry). Ikke langt derfra ligger bageriet, som har den hemmelige opskrift på Pasties de Belem: Portugals nationalkage. Det måtte vi selvfølgelig prøve. Kagen smager himmelsk. Det er en slags butterdej med Creme Brüllie. Nu var vore bene ved at være trætte og vi svedte bravt. Vi ville med 15’eren hjem. Jeg havde dog fantaseret om at tage en taxa for at slippe for trængslen i sporvognen, men ”vi skulle jo ikke med så mange stop, som herud”, som min rejseleder sagde. Det måtte jeg acceptere og vi trillede derind ad i en overfyldt og meget varm sporvogn. Pludselig standsede den og konduktøren proklamerede ”Finish”. Vi var under den store bro og ikke engang halvvejs. Så fik jeg min vilje og vi hyrede en taxa. Han drønede derindad og jeg var allerede ved at glæde mig til badet og den kolde øl på værelset. Så måtte vi køre en omvej pga. kø, men så havnede vi i endnu en kø. Nogle veje var spærret og det havde selvfølgelig stoppet trafikken. Vi sad lidt i taxaen og kiggede, men til sidst gav vi chaufføren 10 euro og gik.

Lidt derfra stødte vi på en kæmpe demonstration for arbejde og 35 timers arbejdsuge. Det havde lukket hele den indre by. Stoppet sporvognen og taxaen, men givet liv i gadebilledet. Det var tydeligvis helt almindelige mennesker, der demonstrerede. De var sikkert blevet arbejdsløse pga. finanskrisen og var nu prisgivet til kapitalismens nåde. Og den er der vist ikke meget af der. Gadebilledet er fyldt med fattige, krøblinger og mennesker fra de tidligere kolonier. De søger almisse, for de får ikke hjælp fra samfundet. De ligger på trappen til de store modehuse, hvor en stump tøj kan koste 15.000 kr. Jeg er vist social indigneret, som det hed i 70’erne. Jeg så en graffiti, hvor én havde skrevet:

Real eyes

Realise

Real lies

Vi gik en omvej hjem og jeg fik mit bad og min øl. Her er der også bøvl med WiFi. Hvorfor kan hoteller og andre ikke bare få det til at virke. Derfor måtte du vente på denne dagbog.

Efter hvilet gik vi ned til elevatoren, som er bygget af en elev til Eiffel. Det kan man godt se. En stålkonstruktion i stil med Eiffeltårnet, men selvfølgelig ikke så høj. Den flytter os op til niveauet ovenover, så man ikke skal gå op ad bakken. Øverst oppe er der en fantastisk udsigt til borgen og byen i det hele taget. Nu begynder aftensulten at melde sig. Vi har udset et kvarter heroppe, som stedet at spise. Vi så det i går, hvor der hang guirlander hen over vejen og der var små borde sat ud på vejen, ligesom i Parises latinerkvarter. Vi faldt ind på en restaurant kaldet Sinal Vermelho. Det viste sig senere, at den står omtalt i ”Turen går til Lissabon” og vi kan også anbefale den. Jeg fik en forret: Grillede ansjoser. Der var to, hver så store som sild. De kom ind på tallerkene med skind og ben. De smagte bare fantastisk. Det er vel noget af det bedste grillfisk, jeg nogensinde har fået. Hovedretten var ”Callamares”, - dvs. blæksprutte. Igen fantastisk. Sonja fik en torskefisk. Hun havde ikke fået forret, så hun fortjente en dessert. Tre forskellige portugisiske desserter. Jeg smagte lidt af hver af dem!! Der var noget der lignede Creme Brullie, en risbudding med kanel og den sidste en noget ubestemmelig mælkedessert, men de smagte fantastisk hver af dem. Der var også en hvidvin til maden. Det blev en Cabriz, Dao Encruzado. Det sidste er druenavnet. Han anbefalede ellers en Chardonney, men befri mig for Chardonnay og Cabernet Sauvignon helvedet, når jeg ikke er i Frankrig. Jeg vil have nationale druer, - basta. Og det var denne og den smagte dejligt. Da vi ville hjem, var klokken vel 22 og folk stod i kø for at spise på restauranten. Det er vel også en slags anbefaling og måske den bedste. Vi ville hjem.

Det kan være ret svært at finde rundt i Lissabon, men vi ramte ”vores vej” og så var det bare derud ad. Vi havde brugt alle resourcer, så det var bare i seng. Godnat.